Den 12. juni stod jeg klar i Les Comes i Spanien, hvor jeg kunne se ud over 50 gule telte og en række parkerede Land Rover Defendere. Én parkeret på en bunke store kampesten, og én af ældre dato - en af de originale Camel Trophy-biler.

Ved siden af mig stod Christopher, den anden dansker der var blevet valgt som deltager ved dette selection event, hvis formål var at finde de fire bedste match til den konkurrence, eller den mission, som finder sted i oktober 2026 i Sydafrika. En mission, fordi Land Rover med det nye Trophy-event vil gentænke det originale Trophy. Både fordi tiden er en anden - de originale Camel Trophy var ud fra nutidens standarder for sikkerhed og ansvar helt utænkelige at gennemføre på samme måde - men også fordi Land Rover vil genskabe noget af det, vi Land Rover-entusiaster blev forelsket i ved brandet. Eventyret, opgaven, kaldet.

Det er ikke længere nok at tage på eventyr for eventyrets skyld. Der er nødt til at være et formål og en opgave. Derfor vil Land Rover med det nye Trophy arbejde med og skabe fokus på wildlife conservation. Så når de mange Land Rover Defendere kører afsted i Sydafrika i oktober, vil vi se et storslået eventyr for deltagerne, hvor eksempelvis Tusk kan være en af de velgørende organisationer, som deltagerne skal løse opgaver for, og som dermed får noget fokus og omtale.

Til selection-eventet fik vi også en introduktion til en organisation, der hedder VulPro, som beskytter gribbe både i Afrika, men også i Europa. På storskærmen blev der vist slides fra organisationens arbejde, og det var tydeligt, at Land Rover binder Trophy op på netop den legacy, som mange forbinder med den originale Land Rover og senere den ikoniske Defender, der næsten har været et must-have i enhver dyredokumentar eller som følgesvend på eventyr i remote areas rundtom i verden.

Christopher og jeg vidste ikke helt, hvad vi skulle forvente. Vi var usikre på, om vi var et team, eller om vi kæmpede om pladsen hver især. Vi vidste ikke præcist, hvad kravene var, men havde set videoer med fridykkere, astronauter og alle mulige andre eliteatleter som deltagere i det første selection. Vi havde også set, at det ikke altid var den typiske eliteatlet, der gik videre. Heri lå nok vores håb om at få en plads i the final event, for vi var forholdsvis enige om, at vi ikke var i kategorien eliteatleter. Men vi havde vores styrker i erfaring og evner inden for knobbinding, klatring, gådeløsning, orientering og andre ting, som gjorde, at vi følte, der trods alt var en lille chance for at score nogle point ved at være stabile deltagere og gode all round. Og vi kom igennem alle de fysiske strabadser. Vi kom ikke først, men vi kom bestemt heller ikke sidst.

”Vi vidste ikke, om vi skulle kæmpe mod hinanden eller for hinanden. Men da vi lå i det mudrede hjulspor og heppede på hinanden i stedet for at overhale, gav svaret sig selv. Vi kom aldrig som de hurtigste eller de absolut stærkeste, men vi var der, gang på gang, klar til næste udfordring – og det viste sig at tælle for noget. Jeg tog derned for at vinde en plads. Jeg tog hjem med en klar idé om, hvem jeg skal være, hvis jeg skal fortjene og få den.” - Christopher Buch

Den første eftermiddag, om fredagen hvor vi ankom, så vi et flag på en høj bakke - nærmest et bjerg - og vi vidste alle, at der var et mountain run i programmet. Så vi jokede alle lidt med, at det jo var oplagt, at vi skulle op til det flag. Men fredagen bød på intro og et lille opvarmningsløb på 4,6 km. Først ned ad bakke. Vi løb hurtigt, og jeg kiggede på mit ur og så vores km-tid: 4:50–5:10 pr. km. Og når man er gammel og vis og vejer hundrede kilo, så ved man, at når det først går ned, så går det også snart op igen. Så jeg fik skruet tempoet ned og nød turen ned. Jeg sparede lidt kræfter ved at smide mig i det mudrede vand på en lang strækning med dybt vand i et hjulspor. Det var dybt nok til, at jeg kunne trække mig på armene gennem vandet og faktisk overhale 5-6 andre deltagere, deriblandt Christopher, som så mig komme flydende forbi som en anden krokodille, mens han kæmpede med at holde balancen i de hjulspor, vi jo ikke kunne se gennem det dybe, mudrede vand. Et lille win til den erfarne.

Kort efter mudderstrækningen kom så opturen. Ikke den gode slags optur, bare den, hvor ens lægge syrer, og hjertet hamrer, selvom man er helt nede i gear for at okse op til målstregen igen. Både Christopher og jeg kom snart op til en sidste forhindring, hvor vi blev hjulpet af de hurtigste over en lille mur, inden vi skulle spurte hen til Trophy-bilen på stenene og dermed stoppe vores tid.

Dagen efter forløb med undervisning i moduler, og om eftermiddagen var der test af halvanden times varighed inden for hvert modul, vi havde fået undervisning i. Og som dagen skred frem, blev vi mere og mere trætte og fyldt med indtryk. Fordi vi havde fået et lille program over moduler og test, fik vi på en eller anden måde glemt alt om det bjerg, vi havde talt om om fredagen. Men da vi kl. 22.15 havde fået intro til VulPro og deres arbejde, fik vi beskeden: “Stil her om 15 minutter, klar til at løbe.” Og så pegede han op på et bjerg og sagde, at vi om lidt skulle løbe derop. Det var lidt svært lige at hanke op efter sådan en dag, både fordi vi havde glemt det lidt, men også i høj grad, fordi han ikke pegede på bjerget med flaget. Han pegede på et andet bjerg, som var meget højere og virkede meget længere væk! - 

Vi stod klar, og så kom en ekstra lille krølle. Vi skulle have en sele på, to og to, så vi var spændt sammen. Og vi blev sat sammen, således at dem, der havde klaret sig dårligst dagen inden til mudderløbet, blev sat sammen med dem, der havde klaret sig bedst. Den hurtigste og den langsomste var altså et hold! “Åh nej,” tænkte jeg. Hvis jeg har været for langsom, så får jeg en, der er meget hurtigere end mig, og så skal jeg slæbes op ad det bjerg, indtil mine lunger springer, og metalsmagen spreder sig i munden. Føj!

Heldigvis kom der også en mening med galskaben. Det, de ville se, var, hvad den hurtigste stillede op nu, hvor de ikke længere bare kunne slukke hovedet og okse på. Det var også første gang, vi fik et lille hint om, hvem der blev valgt, for dem, der blev valgt, lå i den øverste fjerdedel af de hurtigste. Det var ikke alle de hurtigste, men de blev alle råbt op som nogle af de første, hvor jeg blev råbt op som en af de sidste. Hvilket betød, at jeg måtte ligge et sted i midten og fik en makker, som var lidt bedre fysisk end jeg, men ikke voldsomt, og vi fik et godt samarbejde op at stå, hvor vi kæmpede sammen, lyttede til og tog hensyn til hinanden — og på nedturen gav vi den gas og gav alt, hvad vi havde!

Vi fandt i hvert fald ud af - også gennem Mark, som var event, speaker og havde deltaget i de originale Trophy - at forberedelse, når invitationen dumper ind, er tæt på ligegyldig. Hvis man vil det her, så skal man være sådan en, som gør sådan noget, hvis man vil vinde en plads. Det betyder ikke, at man ikke har en chance, og man skal bare søge, hvis man har lidt eventyr i maven. Mark sagde også, at han havde søgt flere gange, før han gik videre fra en selection og kom med i Trophy. Men da Christopher og jeg fik invitationen, var vi stort set så forberedte, som vi ville kunne nå at blive på halvanden måned. Så jeg har taget det med fra eventet, og det Mark sagde: at jeg skal være en eventyrer. Jeg skal mere ud, jeg skal træne, fordi jeg vil være klar til de eventyr, der byder sig, og ikke vente på eventyret og så forsøge at blive klar.

Et sjovt eksempel på, at det ikke altid er en god idé at forberede sig: På vej derned i flyveren så jeg programmet, og der stod “Invisible Maze”. Så jeg gik på YouTube og fandt videoer om invisible maze. Jeg fandt ud af, at det var et kendt koncept, og at der var en masse tips og tricks. Så dem lagrede jeg i hukommelsen, men ud over det begyndte jeg at lave mit eget system, hvor jeg kombinerede et life hack omkring hukommelse, og hvordan vi mennesker husker historier bedre end bare en liste med ting.

Så da vi stod foran Invisible Maze, var jeg superklar. Jeg vidste, jeg ikke var så stærk her, så jeg fandt en ro i netop at have forberedt mig, så godt jeg kunne. Der var bare et lille problem, jeg ikke havde forudset. Det var overhovedet ikke samme koncept, Land Rover havde jo nok lavet denne invisible maze til deres event, så man ikke kunne have en fordel af at have set videoer. Så halvvejs igennem instruksen, som jeg jo nærmest ikke hørte efter, fordi jeg allerede var i gang, gik det op for mig, at jeg slet ikke kunne forbinde instruksen med det, jeg havde set. Tillykke, Martin. Du er den langsomste til Invisible Maze!

Lige inden start fik jeg sagt det, som det var: “Jeg forstår det ikke.” Instruktøren kiggede på mig og tænkte sikkert: “Så hør dog efter, så svært er det da ikke.” Jeg kunne ikke spørge mere, tænkte jeg, og det tog mig omkring fire minutter fra der blev sagt start, til jeg var helt ude af min mixed maze og havde fået sorteret YouTube-maze og Trophy-maze fra hinanden og kunne begynde at optimere min opgaveløsning. Bagefter opdagede jeg, at der også var et nummersystem på pladen som på en bankoplade. Og flere andre ting, som jeg ganske enkelt ikke havde båndbredde til at gennemskue, mens jeg var i gang, fordi jeg gik fra forberedt ro til uforstående panik lige inden start.

Så der er en lesson learned. Man kan altid løbe en ekstra tur, træne orientering for at skærpe hjernen og mange andre gode ting. Men man skal passe på med så specifik forberedelse, som jeg havde gjort her. For hvis det slet ikke er det, man skal, så er det fuldstændig spildt. Og i det her tilfælde en kæmpe ulempe! Bagefter synes jeg, det er ret sjovt, og ret dumt.

Da vinderne bliver råbt op, giver det hele mening, og jeg er sikker på, at hvis Trophy kommer igen, så vil man bedre kunne se den profil eller den type, man leder efter, hvormed man kan begynde at forberede sig i meget bedre tid inden næste selection. Vinderne er glade mennesker - optimistiske overskudsmennesker, der ikke bare udfører udfordringen, men opsøger fællesskabet og bakker op. Stiller sig hen og hepper, når de selv er kommet over målstregen. Det var de helt rigtige vindere og runner ups, der blev udvalgt. Både Christopher og jeg ankom med en klar tro på, at det ligeså godt kunne være os som så mange andre, og det tror jeg stadig er rigtigt. Lidt bedre fysik og lidt mindre forberedelse på Maze. Og så en lille smule mere opbakning til de andre, når vi havde tumlet os over målstregen, så kunne vi være blevet valgt.

Men da vi starter 50 personer, udvalgt blandt over 25.000 ansøgere på verdensplan, så er det en homogen gruppe af ligesindede, der starter. Alle havde en historie, alle havde erfaring, alle havde lavet velgørenhed. Alle var gode. Så når man ikke bliver valgt, er det også værd at huske, at blandt de bedste er det de stærkeste generalister, der stikker ud. De få, der bare klarer sig godt i alle discipliner og præsterer i øverste 20 % - og gør det i hver disciplin. De ender i toppen af pointtavlen.

Og det var måske den sidste erkendelse, jeg nåede frem til. Der er en pointtavle. Ellers er det jo ikke fair. Jeg tror, at både Christopher og jeg havde fået lidt det indtryk, at man ledte efter de rigtige i Land Rovers øjne, og at hvis man havde den rigtige historie, gjorde det godt og havde noget erfaring i bagagen, så kunne det veje tungt til en selection. Men det ville jo være unfair, hvis man ikke kan sige, hvorfor det lige blev ham og hende. Så selvfølgelig er der en pointtavle, hvor man helt konkret scorer ud fra tid. Så fysik er en meget stor faktor, fordi i fx orientering var jeg helt sikkert bedre til at orientere end de fleste. Jeg ville have et kompas, så jeg kunne lave en TS-retning og løbe til et opfang til højre eller venstre for posten. Men jeg var ikke fysisk stærk nok til at løbe fra de dårligere orienteringsløbere, der bare spurtede på store veje 400 m længere for hver post end jeg.

Men det var en kæmpe oplevelse, og hvis man bare har lidt eventyrlyst i maven, så må vi håbe, der kommer et Trophy 2027 og en ny mission!