Information om sikkerhedshændelse
Driftsmeddelelse

Information om sikkerhedshændelse hos vores underleverandør

Sidst opdateret: 4.1.2026 kl. 12:00  •  Status: Undersøgelse i gang

Kære kunder

Vi beklager at måtte meddele jer om, at trods betydelige ressourcer og et konstant fokus på datasikkerhed, har vi konstateret, at vores eksterne underleverandør DocuBizz, som er databehandler for British MotorGroup, den 9. november 2025 blev ramt af et cyberangreb, hvor uvedkommende har kopieret (eksfiltreret) visse personoplysninger fra databehandlerens systemer.

Vi kan fortsat ikke identificere alle berørte – derfor informerer vi her offentligt.

De muligt berørte oplysningstyper er: CPR-numre, kørekortoplysninger og kontaktoplysninger, nummerplade samt kontonummer.

Vi har anmeldt bruddet til Datatilsynet og afventer deres behandling.

Nedenfor får du et kort overblik over sagens omfang.

Hvad er der sket?

Den 9. november 2025 blev en underleverandør, som er databehandler for British MotorGroup, ramt af et cyberangreb. Uvedkommende opnåede uautoriseret adgang til systemer og kopierede visse personoplysninger.

Hændelsen er anmeldt til politiet.

Hvem kan være berørt?

Foreløbigt indikerer gennemgangen, at hændelsen vedrører personer, der har været i kontakt med vores salgsafdelinger samt værksteder før d. 9. november 2025. Dette kan ændre sig, hvis nye oplysninger fremkommer.

Hvilke oplysninger kan være berørt?

  • CPR-numre
  • Kørekortoplysninger
  • Kontaktoplysninger (navn, adresse, e-mail, telefon)
  • Nummerplade
  • Kontonummer

Hvilke konsekvenser kan det have for dig?

  • Identitetstyveri (misbrug af CPR- eller kørekortoplysninger)
  • Økonomisk svig (forsøg på lån, abonnementer eller køb i dit navn)
  • Phishing/social engineering

Særligt: Har du hemmelig eller fortrolig adresse, kan en offentliggørelse indebære forhøjet risiko. Kontakt politiet for rådgivning.

Hvad har vi gjort?

  • Underleverandøren har aktiveret incident-response og eksterne cyberspecialister
  • Anmeldt bruddet til Datatilsynet (GDPR art. 33)
  • Offentlig underretning, da individuel underretning midlertidigt ikke er mulig uden uforholdsmæssig indsats (GDPR art. 34, stk. 3, litra c)
  • Forstærket tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger
  • Løbende dialog med databehandleren

Hvad kan du selv gøre nu?

  • Vær opmærksom på uventede e-mails, SMS’er og opkald
  • Klik ikke på ukendte links eller vedhæftede filer
  • Overvåg kontoudtog og kontakt din bank ved mistanke
  • Overvej kreditadvarsel hos kreditoplysningsbureauer
  • Skift adgangskoder og brug to-faktor-login
  • Kontakt politiet ved konkret risiko
  • Gem dokumentation for mistænkelige henvendelser

Nyttige ressourcer

  • SikkerDigital.dk – vejledning om identitetstyveri
  • Cyberhotline: 33 37 00 37
  • Politiet – anmeldelse og rådgivning

Ofte stillede spørgsmål (FAQ)

Får jeg direkte besked?

I det omfang de tekniske undersøgelser muliggør en afgrænsning af de berørte personer, kontakter vi dig direkte via sikre kanaler.

Er mit betalingskort kompromitteret?

Vi opbevarer ikke kortnumre i salgs- eller værkstedsafdelingernes systemer. Overvåg alligevel dine konti og kontakt din bank ved mistanke.

Kontakt

E-mail: kontakt@britishmotorgroup.dk